Besejling
Egå Marina ligger centralt placeret i Århus Bugten, kendt som et af Danmarks smukkeste sejladsområder.
Den moderne lystbådehavn blev indviet i 1978 og blev fra begyndelsen centrum for den meget aktive Egå Sejlklub, som allerede da havde eksisteret i flere år uden selvstændige havnefaciliteter.
Egå Marina er et godt udgangspunkt for dag- og weekendsejladser til flere havne, ankerpladser og øer i Østjylland.
I den nordlige del af Århus Bugten findes Kaløvig Bådehavn, Nappedam Lystbådehavn, Knebel Bro, Skødshoved Bådehavn og Kongsgårde Bro.
Mod øst Ebeltoft N-havn og Ebeltoft Skudehavn samt Øer Maritime Feriecenter.
Mod syd Århus Lystbådehavn, Marselisborg Lystbådehavn, Norsminde Lystbådehavn og Hou Lystbådehavn.
Mod sydøst og syd øerne Samsø, Tunø og Endelave.
Dansk Sejlunion har udlagt ankerbøjer flere steder i området (se kortskitsen). Bøjerne er forbeholdt medlemmer af Dansk Sejlunion.
Besejling:
Havnen er fyrbelyst og kan anløbes dag som nat. Dybden i indsejlingen er 3,0 m og i bassinet 3,0-2,2 m - fartbegrænsning 3 kn. Der er god plads til evt. sejlmanøvrer i yderbassinet. Fortøjning til broerne mellem hækpæle. Større både kan fortøje til broernes yderste T-stykker. Flydebro og udrustningskaj inderst i havnen er kun for kortere ophold.
Bemærk:
Hold godt fri af kysten ved Vejlby Hage syd for Egå Marina. Her ligger flere større sten som er afmærket med en øst-afmærkning BYB.
Hold godt fri af kysten mod nord på strækningen Egå-Studstrup grundet tilsanding i Århus Bugten.
Sejlads forbudt i det afmærkede område øst for havnen, gælder også den afmærkede rende gennem samme (se i dit søkort).